Sidste år degraderede Morten Østergaard Martin Lidegaard efter, at sidstnævnte havde opfordret sit parti til at søge kompromisser. Men hvad nu, hvis Lidegaard havde den rigtige analyse?

VED FOLKETINGSVALGET I JUNI genvandt Det Radikale Venstre de tabte mandater, så de nu er tilbage på niveauet fra 2011. Med stor selvsikkerhed gik partiets ledelse ind først til valgkampen, derpå til de efterfølgende regeringsforhandlinger. Analysen var: Danskerne havde valgt de Radikales politiske kurs, og det skulle kunne ses.

Resultatet blev et lidt andet. I forhandlingerne om ”forståelsespapiret” lykkedes det Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten at udstille Det Radikale Venstre som et forkælet barn, der ikke accepterede, at det ikke kunne få det hele. Mens Østergaard krævede udlændingelempelser og øget økonomisk arbejdsudbud, havde Frederiksen, Olsen Dyhr og Skipper travlt med at tale klima og velfærd. Lempelser i udlændingepolitikken kunne Østergaard ikke få – i hvert fald ikke på det niveau, han havde lovet sine vælgere. Den forudsigelse havde Pernille Skipper allerede accepteret, og derfor valgte hun at fokusere på velfærd og klima.

På det økonomiske område endte Østergaard med at stå og tale om, hvor pengene skulle findes, fremfor at deltage i diskussionen af, hvordan de skulle bruges. I en tid, hvor danskerne har fået talt ørene fulde af, hvor mange penge, vi har, er der ikke meget rum for en diskussion om, hvordan vi skal finde flere.

Læs hele min analyse på RÆSONs hjemmeside. 

© Foto: Valdemar Baes Aaholst.